Foto: Jette Seidenschnur

Egil Hvid-Olsen skriver fag- og skønlitteratur til både børn og voksne. Han tager ofte udgangspunkt i teologien og har blandt andet skrevet en stor genfortælling af Bibelens fortællende dele (”Skurke, helte og Gud”) og en biografisk roman om reformatoren Martin Luther (”Den trofaste følgesvend”). Egil har udgivet to kunstbøger, én om Erik Hagens’ store vægmaleri ”EsbjergEvangeliet” og en om Stig Weyes kirkelige kunst. Han fik sin debut i 2011 med ”Bondesønnens mareridt og andre fortællinger fra Danmarks kirkehistorie”, der har større børn som målgruppe, men han arbejder også med manuskripter, der henvender sig til mindre børn. Dette gælder for eksempel hans første udgivelse på Forlaget Læselyst: “Klamme kys og kærlighed”, der er en billedbog om kirkelig vielse af to af samme køn.

Til daglig er Egil sognepræst, men beskæftiger sig i sin fritid meget med litteratur, ikke kun som forfatter, men også som anmelder (Internettidsskriftet Den Smalle Bog og Præsteforeningens Blad) og som forlægger (Forlaget Læselyst). Man kan læse mere om hans udgivelser her: www.hvid-olsen.dk.

Egil er medlem af Dansk Forfatterforening.