
Hanne Meyer er noget så sjældent som en 88-årig børnebogsdebutant.
Hanne har tidligere udgivet et par erindringsbøger og en bog om teaterlivet i Esbjerg, men dels med en lang karriere som pædagog og rektor for pædagoguddannelsen i Esbjerg, dels som oldemor var det oplagt for Hanne at skrive en børnebog om netop en oldemor. Læg dertil en fræk kat ved navn Ibikos – en karakter, der bygger på en kat, Hannes fem børn havde, da de var små, og som faktisk kunne danse, når den fik rejer – præcis som Ibikos gør det i bogen.
“Oldemor Franziskas kat” er illustreret af Bent Steffensen.
Hanne Meyer døde i sommeren 2025, men inden da nåede hun – med hjælp fra Jacob Holm Krogsøe – at færdiggøre manuskriptet til “Drengen der ikke ville være skurk”, som udkom i september 2025.
